Liberia

World AIDS Day 2010

Onsdag den 1. december, FN's officielle "World AIDS Day", blev markeret med en parade her i Sanniquellie, Liberia. 

Omkring 100 mennesker deltog: Røde Kors, skoleelever, lokalpolitikere, medarbejdere fra det lokale sygehus - og selvfølgelig også os, fra Dansk Flygtningehjælp (her er jeg sammen med Wanda og Estella). Alle fik udleveret hatte, hvor der stod budskaber på: "HELP STOP AIDS", "AIDS IS REAL" osv. Vi vandrede gennem hele byen mens den lokale high school's band marchere i midten og spillede på deres trommer.  

Bagefter var der et inderdørs arrangement med forskellige talere; en katolsk nonne, en læge fra hospitalet, lokale politikere osv. Dagen sluttede med en fodboldkamp, som var lidt af et lokalopgør: privatskolen mod den offentlige skole.  

Gaver i massevis (giv en ged)

Alle steder jeg har været, har jeg oplevet, at afrikanere virkelig er gæstfri mennesker! I hver landsby jeg har besøgt, har jeg fået fine velkomstgaver. Her får jeg en klase bananer af kvinden, der er Town Chief i landsbyen Buutuo.

Alt i alt har jeg indtil videre fået: 

1. to klaser bananer

2. en ukendt frugt med pigge 

3. to levende høns.

4. Cola-nødder, som smager helt utrolig bittert

5. 10 liberianske dollars (ca. 1 krone), som jeg dog gav tilbage igen.  

Så det er tydeligt, at der er er stor tradition for at give gaver. Og er der et menneske, som man sætter særlig stor pris på, så er en af de bedste måder, man kan vise det på, ved at give en ged i gave! 

Klasseværelset

Sådan her så et af klasseværelserne ud på skolen i landsbyen Buhlay, som jeg har besøgt på min tur i felten. Der er 5 klasseværelser af den her størrelse og et par hundrede elever - så formentlig er der til dagligt lidt trangt! 

Alle lærerene var taget til en større by i nærheden, hvor de får udbetalt deres løn (ca. en måned for sent: i slutningen af november blev deres løn for oktober udbetalt). 

Så skolen var lukket. Alligevel mødte rigtig mange af eleverne op for at hilse på! Nogle af de ældre elever sidder her og skriver lidt om deres liv, så jeg kunne tage nogle beskrivelser med tilbage til Danmark. En af de voksne blev så ivrig, at han også ville skrive et brev - som udviklede sig til at være en hel liste, over alle de ting, som skolen manglede. Heldigvis begynder skolebyggeriet i Buhlay snart - så ønskerne skulle gerne blive opfyldt.

De nye brønde virker!

Brøndene er færdige! 

Viborg-projektet har bygget nye brønde og repareret nogle gamle i fire landsbyer her i Liberia. Da jeg var ude at kigge på dem, kunne jeg se hvor fint de virker. Så nu er der sikret rent drikkevand (før drak man vandet fra floder i junglen). Vandet smager også helt fint. Landsbyens beboere har lavet et system, så de deler vandet ligeligt - lige mange spande til hver husstand hver dag. Så der er styr på det. 

"I felten"

Nu hvor regntiden er stoppet har jeg de sidste par uger været stort set uafbrudt ude i de små landsbysamfund, hvor Viborg-projektet arbejder. Jeg har besøgt de tre landsbyer, hvor der bliver bygget nye skoler. De ligger midt i junglen. Der er lerhytter, ingen elektricitet, og man har indtil Viborg-projektet ordnede brøndene drukket vandet fra floderne. 

På den nuværende skole her i Tiaplay er der 4 klasseværelser - og 266 elever. Så de glæder  sig meget til at få den nye skole! Byggeriet starter for håbentlig i december. Eleverne var meget begejstrede for at få besøg (det er ikke hver dag nogen kæmper sig vej gennem den ufremkommelige jungle med elendige veje for at besøge dem). Selvom det egentlig var en fridag(og alle skulle hjælpe med at høste) var børnene alligevel trukket i skoleuniformerne, for at kunne komme og sige hej. Når vi kom sang de sange, og hele landsbyen stimlede sammen om skolen, for at hilse på.

Fem minutters visit i Elfenbenskysten

Landsbyen Loguatuo, som jeg besøgte, ligger lige ved grænsen til Elfenbenskysten. Så Estella og jeg gik en tur over broen, for lige at have været der. Her går Estella på broen til Elfenbenskysten:

 

Vi var kun lige ovre at vende, for territoriet på den anden side har ry for at være kontrolleret af oprørere – så det var ikke lige stedet at gå en tur. Så alt i alt var vi fem minutter i Elfenbenskysten. 

På besøg i Loguatuo

For nylig var jeg på besøg i landsbyen Loguatuo sammen med Estella (medarbejder her på Dansk Flygtningehjælps kontor i Sanniquellie). Her kører Dansk Flygtningehjælp et projekt, hvor de uddanner nogle af de lokale til at være ”Change Agents”. Deres opgave er så at være med til at lave aktiviteter, der kan forbedre landsbysamfundet. Pt arbejder de på et skuespil om rettigheder, som skal oplyse indbyggerne.

De søde og gæstfri ”Change Agents” bød på os på frokost. Vi fik appelsiner og bananer (som man ofte spiser som måltid her i Liberia). 

Skuespillet fik jeg desværre ikke at se. Til gengæld blev der budt på lidt underholdning, da disse to kvinder kom forbi, og fremførte en spontan dans hvor de svingede rundt med deres grene og hvinede højt.

På besøg i FN: Mødet med Ellen Margrethe Løj

I går morges begav jeg mig ind igennem porten til FN's hovedkvarter i Liberia. Efter at have været gennem et sikkerhedstjek, og fået et visitor pass, blev jeg fulgt op på 3. etage af højhuset. 

Jeg mødtes med Ellen Margrethe Løj, dansker og chef for FN's fredsbevarende operation i Liberia. FN-styrken blev indsat i Liberia i 2003, efter slutningen på 14 års borgerkrig. Pt. er der 8000 soldater og politifolk af utrolig mange forskellige nationaliteter. Så der er nok at holde styr på!

Selvom Ellen Margrethe havde fået malaria, og derfor egentlig var sygemeldt, ville hun gerne mødes med mig - så det var jeg rigtig glad for!

Jeg interviewede hende - og hun kunne fortælle rigtig mange spændende ting om Liberia. Freden i Liberia er skrøbelig, sagde hun. Og derfor synes hun, at enhver aktivitet, der er rettet imod at skabe en bedre hverdag for liberianerne, gør en forskel! også vores Viborg-projekt, hvor der gives brønde og skoler til 4 landsbyer. 

Hun sagde, at for at skabe bæredygtig udvikling i Liberia skal vi lægge frøene, så det kan blomstre af sig selv!

Køretur med forhindringer

I lørdags kørte jeg til Monrovia (hovedstaden) sammen med Francis, som er chef for Dansk Flygtningehjælps kontor i Sanniquellie. Vejene var som altid hullede og ødelagte. Alligevel kører alle vanvittigt stærkt, og kun få centimeter fra hinanden. På toppen af lastbilerne sidder oftest et par ekstra passagerer. Jeg undlod til sidst bare at kigge for meget ud af forruden!

Der er en forklaring på, hvorfor det ser ud til, at nogle har trukket deres kørekort i en automat – for det er faktisk ikke langt fra sandheden! Godt nok skal man i Liberia officielt bestå en teori- og praktisk prøve for at få kørekort. Men: der er stort set ingen, der rent faktisk går op til de prøver. Der skal ”small things” på bordet i stedet; hvilket på liberiansk betyder, at man skal give lidt penge til dem, der udsteder kørekort – og så får man det. 

Vi var ret uheldige på vores tur, da:

1. Airconditionen i bilen brød sammen. Vi var så nødt til at have åbne vinduer, for at ruderne ikke duggede. Selvfølgelig øsede regnen ned (det er jo regntid), så vandet stod ind i bilen.

2. Da vi var kommet ind i Monrovia punkterede bilen Pga. regnen og mørket (det var jo efterhånden blevet aften) tog det en times tid at få skiftet hjul. I det mindste skete det ikke midt ude i ingenting. 

Efter at have været i Afrika i snart en måned, er jeg nu vant til, at tingene ikke altid går, som man forventer. Så vi bevarede optimismen, og nåede langt om længe frem. I dag skal jeg heldigvis kun bevæge mig rundt i Monrovia på gåben! 

QUEEPLUE-LAY!

= HVID PIGE!

Det råber børnene begejstret, når jeg kommer gennem byen - ofte taber de næsten det de bærer på hovedet af ren iver. For et hvidt menneske er et særsyn her i Sanniquellie! Så når jeg kommer forbi stopper børnene op for at kigge, smile til mig, vinke og råbe hej til den hvide pige. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg var ude at gå i lørdags ville børnene her gerne have taget et billede. Det yngste familiemedlem blev også hentet, så hun kunne være med. Da jeg bagefter viste dem billedet på mit kamera blev de ovenud begejstrede. Dejligt, at der ikke skal mere til for at skabe glæde!